Formål
Formålet med uddannelsen Diplom i ledelse er, at du skal kunne udøve ledelse på en effektiv og professionel måde, og at du løbende udvikler dine ledelseskompetencer i overensstemmelse med nye krav og udfordringer i et samfund, der er under permanent forandring. Du skal være med til at udvikle og se samspillet mellem den private, den civile og den offentlige sektor som et betydningsfuldt og afgørende forhold i samfundsudviklingen.
Formålet realiseres ved, at du tilegner dig viden om ledelsesopgavens mange facetter såvel teoretisk, strategisk, metodisk, som praktisk og personligt.
Ledelsesopgaven ses således i relation til den mangfoldighed af perspektiver, hvorfra såvel interne som eksterne interessenter anskuer og stiller krav om organisationens strategiske udvikling og styring. I tilrettelæggelsen af Diplom i ledelse lægges der stor vægt på, at du kobler teoretisk indsigt med din egen praksis.
Målgruppe og adgangskrav
Uddannelsens målgruppe er ledere og medarbejdere i offentlige virksomheder og institutioner, herunder selvejende institutioner. Du har
- en mellemlang videregående uddannelse, en bacheloruddannelse eller en relevant uddannelse på niveau med en kort videregående uddannelse eller tilsvarende. Hertil kommer, at du skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Ved tilmelding til uddannelsen Diplom i ledelse skal du eftersende kopi af eksamensbevis for adgangsgivende eksamen.
- ledelsesansvar eller forventer at få tillagt ledelsesfunktioner. Det vil således være en fordel, hvis du i forbindelse med uddannelsens gennemførelse har ledelsesopgaver i større eller mindre omfang.
Tilrettelæggelse af Diplomuddannelsen i ledelse
Uddannelsen Diplom i ledelse er et 2½-årigt deltidsstudium svarende til 1 årsværk (60 ECTS-point). Uddannelsen omfatter 6 obligatoriske moduler og 3 valgmoduler, hvert svarende til 5 ECTS-point, samt et obligatorisk Afgangsprojekt, svarende til 15 ECTS-point. Hvert modul afsluttes med en eksamen. Alle moduler udbydes som enkeltmoduler, dog er uddannelsen tilrettelagt med progression svarende til følgende semesterforløb
1. - 2. semester
Det personlige lederskab 1: Lederskab og kommunikation (PL1)
Det personlige lederskab 2: Det professionelle lederskab (PL2)
Ledelse og medarbejdere 1: Ledelse i dynamiske relationer (LM1)
Ledelse og medarbejdere 2: Ledelse i lærings- og kompetencerelationer (LM2)
3. - 4. semester
Ledelse og organisation 1: Organisation og processer (LO1)
Ledelse og organisation 2: Organisation, styring og strategi (LO2)
2 valgmoduler
5. semester
1 valgmodul
Afgangsprojekt
Undervisningen på det enkelte modul gennemføres som hovedregel med en ugentlig undervisningsdag á 6 timer kl. 9-15 i 5 uger. I undervisningen på modulet Det personlige lederskab 1: Lederskab og kommunikation indgår et internatophold af to dages varighed i stedet for to undervisningsdage.